Guld overhaler euroen og US-Treasuries: Centralbanker satser fortsat på guld i 2026
16. august 2026
27 procent guld, 15 procent euro. De seneste tal fra Den Europæiske Centralbank viser et bemærkelsesværdigt skift i det internationale reservesystem. Ved udgangen af 2025 udgjorde guld til aktuelle markedspriser allerede omkring 27 procent af de globale officielle reserver. Euroen udgjorde 15 procent.
Dermed ligger guld nu ikke kun foran euroen. Selv amerikanske statsobligationer (US-Treasuries), som ifølge ECB udgør en andel på omkring 22 procent, ligger bag det ædle metal.
Udviklingen fortsætter i 2026. Alene i andet kvartal købte centralbankerne netto 289 tons guld. Samtidig bevæger guldprisen sig i midten af august igen mod 4.400 US-dollar pr. troy ounce.
Tallene viser: Guld er igen blevet en strategisk faktor i det internationale reservesystem.
Det vigtigste nye tal stammer fra den aktuelle rapport „The international role of the euro“ fra Den Europæiske Centralbank af 2. juni 2026.
Ifølge rapporten steg gulds andel af de samlede officielle reserver til 27 procent ved udgangen af 2025. Euroen nåede 15 procent, mens US-Treasuries udgjorde 22 procent.
| Reserveaktiv | Andel ultimo 2025 |
|---|---|
| Guld | 27 % |
| US-Treasuries | 22 % |
| Euro | 15 % |
Dermed er udviklingen fra det foregående år blevet yderligere forstærket.
Udsagnet „guld fortrænger euroen“ kræver dog en forklaring. Guld er ikke en valuta og overtager ikke euroens funktioner i den internationale betalingsformidling. Det, guld har overhalet, er euroens andel i de officielle reserver, når guld værdiansættes til aktuelle markedspriser.
Netop denne skelnen er vigtig.
Ved første øjekast kunne man ud fra tallene konkludere, at centralbankerne massivt har omplaceret deres reserver fra euro og US-dollar til guld.
Virkeligheden er mere nuanceret.
En væsentlig del af stigningen kan tilskrives guldprisen. Efter beregninger fra ECB steg guldprisen nominelt med omkring 60 procent i 2025, efter at den allerede i 2024 var steget med ca. 30 procent.
Derved stiger værdien af de eksisterende guldreserver automatisk, og dermed også deres procentvise andel af de samlede reserveaktiver.
ECB har fraregnet denne effekt. Hvis man fortsat værdiansætter guldbeholdningerne til guldprisen fra ultimo 2023, udgør guld kun en andel på 16 procent. Euroen ligger i så fald også på 16 procent, mens US-Treasuries når 26 procent.
Dette ændrer fortolkningen betydeligt.
Til aktuelle markedspriser ligger guld klart foran euroen. Korrigeret for den massive prisstigning er der derimod praktisk talt lighed mellem de to reservepositioner.
Værdiansættelseseffekten forklarer dog kun en del af historien. For centralbankerne køber faktisk fortsat betydelige mængder guld.
I 2025 faldt købene ganske vist til omkring 850 tons ifølge ECB. Mellem 2022 og 2024 havde de hver især nået mere end 1.000 tons om året.
I 2026 er efterspørgslen dog igen accelereret betydeligt.
I andet kvartal købte centralbankerne ifølge aktuelle data netto 289 tons guld. Det var mere end fem gange så meget som i første kvartal og ifølge Reuters den højeste værdi, der nogensinde er målt for et andet kvartal.
Baseret på den gennemsnitlige guldpris anslår Deutsche Bank værdien af disse køb til omkring 45 milliarder US-dollar.
Dette er et afgørende punkt: Guldets fremgang i reserverne er ikke udelukkende resultatet af højere priser. Centralbankerne fortsætter med aktivt at udbygge deres beholdninger.
Kina viser, hvor aktuel denne tendens er.
Efter de data fra World Gold Council, der blev offentliggjort den 14. august, øgede People's Bank of China sine guldreserver med 20 tons alene i juli. Det var det største månedlige opkøb siden slutningen af 2023 og allerede den 21. måned i træk, hvor den kinesiske centralbank købte guld.
De officielle kinesiske guldbeholdninger nåede dermed op på 2.366 tons ifølge World Gold Council, hvilket svarede til omkring otte procent af de kinesiske valutareserver.
Også den langsigtede udvikling er bemærkelsesværdig. Siden det russiske angreb på Ukraine i 2022 har Kina ifølge ECB købt mere end 350 tons guld. Polen følger efter med omkring 320 tons, Tyrkiet med ca. 220 tons og Indien med omkring 130 tons.
Guldkøb er dermed for længst ophørt med at være et randfænomen hos enkelte vækstlande.
Hvorfor køber centralbankerne guld, selvom det ædle metal ikke giver renter?
ECB ser en vigtig faktor i geopolitikken.
Guld besidder en egenskab, der vinder betydning i et stadig mere fragmenteret internationalt finanssystem: Det er ikke et krav mod en anden stat.
En statsobligation er altid en forpligtelse for udstederen. Et bankindskud forudsætter en modpart. Fysisk guld har derimod ikke en tilsvarende udsterrisiko.
Dette gør guld interessant for centralbanker, der ønsker at diversificere deres reserver eller reducere deres afhængighed af enkelte valutaområder.
ECB påpeger udtrykkeligt, at geopolitiske risici fortsat hører til de centrale faktorer, som reserveforvaltere observerer.
Guld betragtes dermed i stigende grad ikke kun som en værdireserve, men som et strategisk reserveaktiv.
Udviklingen kan fortsætte.
En undersøgelse fra World Gold Council offentliggjort i juni viser, at 45 procent af de adspurgte reserveforvaltere forventer at øge deres egen institutions guldbeholdninger inden for de næste tolv måneder.
Dette er en rekordværdi.
Kun én procent forventede et fald i deres egne guldbeholdninger, mens 54 procent forventede uændrede beholdninger.
Tallene stemmer overens med de faktiske køb i andet kvartal og med Kinas seneste køb i juli.
Udviklingen er også synlig på markedet.
Den 14. august 2026 steg spotprisen på guld til 4.379,95 US-dollar pr. troy ounce. Amerikanske guld-futures lukkede på 4.437,30 US-dollar.
Endnu mere interessant er den kortsigtede bevægelse. Siden begyndelsen af august var guld i perioder steget med omkring 400 US-dollar eller cirka ti procent.
Ud over centralbankernes efterspørgsel spiller US-dollaren, renteforventninger og geopolitiske usikkerheder en vigtig rolle her.
En svagere dollar gør guld billigere for købere uden for dollarområdet. Samtidig nyder guld ofte godt af forventninger om faldende eller mindre kraftigt stigende renter, fordi det ædle metal ikke selv giver løbende renter.
Trods al dynamikken må man ikke drage den forkerte konklusion af reservestatistikkerne.
Guld erstatter hverken euroen eller US-dollaren.
ECB understreger selv ulemperne ved det ædle metal som reserveaktiv. Guld giver ikke renter, prisen kan svinge kraftigt, og opbevaring af fysisk guld medfører omkostninger.
Dertil kommer en strukturel forskel: Guldudbuddet kan ikke udvides på kort sigt, hvis det internationale finanssystem pludselig har brug for yderligere likviditet.
Dollar og euro besidder derfor funktioner, som guld ikke kan overtage.
Derfor er en anden udtalelse i den aktuelle ECB-rapport særligt interessant.
Mens guld udgør en stadig større andel af reserverne, er euroens internationale rolle vokset moderat i 2025.
Det ville være forkert at udlede en generel svækkelse af euroen ud fra den stigende guldandel.
Der er snarere tale om to sideløbende udviklinger: Euroen forbliver en central international valuta, mens guld vinder betydning som et strategisk reserveaktiv.
Det er netop her, den egentlige historie ligger.
En centralbanks beslutninger kan ikke overføres direkte til private investorer. Centralbanker forfølger andre mål, har andre tidshorisonter og skal forvalte deres reserver under helt andre forudsætninger.
Ikke desto mindre er udviklingen bemærkelsesværdig.
Netop de institutioner, der bærer det globale fiat-pengesystem, besidder store guldbeholdninger og fortsætter med at købe op.
De gør det ikke nødvendigvis, fordi de spekulerer i stigende guldpriser. For dem er det diversificering, geopolitiske risici og stabiliteten af deres reserver, der står i forgrunden.
Guld har dermed genvundet en position, som efter afslutningen på Bretton Woods længe så ud til at have mistet betydning.
Guldprisen er det synlige signal. Reserverne viser den strategiske virkelighed.
Bevar overblikket
Deres Helge Peter Ippensen