8,2 millioner tyskere overvejer at udvandre. Men måske er det det forkerte spørgsmål.
31. august 2026
8,2 millioner.
Så mange voksne tyskere ville rent matematisk stå bag et aktuelt tal fra meningsmålingsinstituttet INSA.
14 % af de adspurgte angiver, at de ønsker at udvandre inden for de kommende fem år.
Blandt de 30- til 39-årige er det endda:
27 %.
Det lyder som en udvandringsbølge.
Men passer det?
Nej.
Tallet er en fremskrivning baseret på en undersøgelse.
14 % af omkring 59,2 millioner voksne giver cirka 8,3 millioner mennesker.
Men det betyder ikke, at disse mennesker faktisk vil pakke deres kufferter.
Mellem tanken om Schweiz og en flyttebil til Zürich ligger familie, arbejdsplads, ejendomme, venner, skole, skatter og en hel del bureaukrati.
De faktiske tal er derfor meget mindre.
Men de er ikke desto mindre bemærkelsesværdige.
Så mange mennesker med tysk statsborgerskab forlod Tyskland i år 2025.
Samtidig flyttede 191.890 tyskere fra udlandet tilbage til Tyskland.
Bundlinjen:
−96.689 mennesker.
Dermed er nettoudvandringen af tyske statsborgere steget markant igen i forhold til 2024.
Og der er ikke tale om et enkeltstående undtagelsesår.
Siden 2005 har Tyskland haft en negativ nettomigration af egne statsborgere i forhold til udlandet.
Statistikken overrasker ikke ret meget.
I 2025 var de vigtigste destinationslande:
Schweiz: 23.000
Østrig: 14.000
Spanien: 10.000
Men måske fokuserer vi for meget på menneskene i denne diskussion.
For udvandring er en ret radikal form for geografisk diversificering.
Der findes en meget enklere måde.
Den, der bekymrer sig om politiske, økonomiske eller valutapolitiske risici, behøver ikke nødvendigvis at flytte sit livs centrum.
Man kan bo i Tyskland.
Arbejde her.
Have sin familie her.
Betale skat her.
Og alligevel stille spørgsmålet:
Skal hele min formue egentlig også være placeret her?
Det er ikke et spørgsmål om udvandring.
Det er et spørgsmål om diversificering.
Ved aktier anses diversificering som en selvfølge.
Ingen ville seriøst anbefale at investere hele sin aktieportefølje i en enkelt virksomhed.
Vi diversificerer efter:
Brancher.
Virksomheder.
Valutaer.
Regioner.
Aktivklasser.
Men på ét punkt stopper diversificeringen overraskende ofte:
ved jurisdiktionen.
Depot, bankkonto, ejendom, forsikring, pensionsopsparing og ædelmetaller kan alle befinde sig inden for det samme statslige og regulatoriske system.
Det kan være fuldstændig fornuftigt.
Men geografisk diversificeret er det ikke.
Guld har en særlig egenskab.
Det kan forholdsvis nemt adskilles geografisk fra det sted, hvor ejeren bor.
En investor kan bo i Tyskland og opbevare fysisk guld i for eksempel Singapore.
Han udvandrer ikke.
Det gør hans guld.
Naturligvis forsvinder risiciene ikke derved.
De ændrer sig.
I stedet for tyske juridiske og opbevaringsmæssige risici træder risiciene i det pågældende opbevaringsland og hos opbevaringsstedet.
Seriøs diversificering betyder derfor aldrig:
„I udlandet er alt sikkert.“
Sondern:
Ikke at koncentrere alle risici på ét sted.
Singapore hører til de betydningsfulde internationale handels- og opbevaringssteder for ædelmetaller.
For europæiske investorer opstår der dermed en ekstra dimension af diversificering:
Ikke kun guld i stedet for euro.
Ikke kun realaktiver i stedet for fordringer.
Sondern givetvis også:
en anden jurisdiktion og et andet opbevaringssted.
Det er en forskel, der ofte undervurderes.
De færreste af disse mennesker vil faktisk forlade Tyskland.
Og det behøver de muligvis heller ikke.
For mellem
„Jeg bliver her“
og
„Jeg udvandrer“
findes der et stort antal muligheder.
En af dem er at sammensætte sin formue mere internationalt.
Ikke af frygt.
Ikke som en politisk demonstration.
Men af samme grund som investorer fordeler deres formue på forskellige aktivklasser:
Diversificering.
Det måske bedre spørgsmål lyder derfor ikke:
„Skal jeg forlade Tyskland?“
Sondern:
„Skal hele min formue virkelig ligge i det samme land, den samme valuta og den samme jurisdiktion som jeg selv?“
Forbliv fremsynet
Deres Helge Peter Ippensen