Dr. Markus Krall — født 1962, ph.d. i økonomi, tidligere McKinsey-partner, tidligere CEO for Degussa — er overalt lige nu. Hans samtale med Ben Unscripted skaber røre: millioner af visninger, tusindvis af kommentarer. Hvad ligger der bag hans teser om zombie-virksomheder, petrodollaren og afslutningen på fiat-pengesystemet? Og hvad betyder det for guldprisen?
Krall deler vandene. For sine tilhængere er han den modige analytiker, der siger det, som andre kun tør hviske. For sine kritikere er han en dommedagsprofet, hvis timing jævnligt slår fejl. Hvem har ret? Svaret er mere komplekst, end begge lejre vil indrømme.
Krall er ikke en YouTuber uden substans. Hans akademiske og professionelle biografi er imponerende: Studier i økonomi i Freiburg, efteruddannelse ved Nagoya Universitet i Japan, ph.d. i 1993 om prisdannelsen på det japanske aktiemarked — specifikt om kurs-indtjeningsforholdet og dets betydning i international sammenligning.
Derefter: Klassisk topkonsulentkarriere hos Allianz, Boston Consulting Group, Oliver Wyman (opbygning i Tyskland). Hos McKinsey blev han partner og ledede Risk Management Practice — specifikt emnet kreditrisikostyring for banker. Ifølge egne udsagn i Ben Unscripted-podcasten har han udviklet kreditrisikosystemer for banker, som i dag anvendes af omkring 80 procent af alle tyske banker. Han kender nøgletallene indefra.
Netop denne dybe indsigt i bankbalancer var udgangspunktet for hans senere teser. Hans første bog udkom under pseudonymet Diogenes Rent — „Diogenes i tønden og Rent fra det engelske Ranting" — fordi han som konsulent dengang ikke måtte publicere under eget navn. Den anden bog, „Der Draghi-Crash" (2015/2017), udkom under eget navn. Fra 2019 til 2022 var han CEO for Degussa, en af Tysklands største ædelmetalforhandlere. Siden 2024 har han boet i Schweiz.
I den virale podcast med Ben Unscripted forklarer Krall, hvordan han gjorde sin vigtigste opdagelse. Som ekspert i risikostyring, der har udviklet kreditrisikomodeller for banker, havde han brug for et statistisk grundlag: Hvor mange virksomheder går konkurs i en økonomi om året?
Historisk lå denne værdi på en til to procent af alle virksomheder — en biologisk rensefunktion af markedet, som økonomer kalder „schumpetersk kreativ destruktion". Så skete der noget mærkeligt. Fra omkring 2010/2011 faldt konkursraten støt: til én procent, til under én procent — indtil den i 2021 kun var 0,1 procent. Den schumpeterske kreative destruktion virkede ikke længere.
Årsagen: Nulrente- og negativrentepolitik holder virksomheder i live, som uden dette tilskud for længst ville være insolvente. Krall kalder dem zombier — reelt døde, men stadig i gang. Og det betyder: Hvis der hvert år opstår 1,5 procent flere zombier, end der forsvinder, akkumulerer en økonomi i løbet af få år fem, ti, femten procent strukturelt syge virksomheder. Siden 2021 er konkurstallene steget — præcis det mønster, Krall havde forudsagt.
I podcasten forklarer Krall, hvorfor han anser inflationsfasen 2021/22 for at være farligere, end den blev opfattet i offentligheden. Forbrugerprisinflationen — den klassiske kurv af fødevarer, husleje, energi — nåede omkring tolv procent. Kendt, diskuteret, kritiseret.
Mindre diskuteret blev producentprisinflationen: de prisstigninger, der ramte produktionsvarerne direkte. Dens højdepunkt lå på 47 procent. Det er ikke bare en statistisk værdi — over en vis kritisk tærskel kan en økonomi ifølge Krall ikke længere foretage sine økonomiske beregninger. Virksomheder, der indkøber råvarer, forædler dem og sælger dem videre, mister beregningsgrundlaget ved så store udsving. De kan ikke længere vide, til hvilken pris de køber og sælger. Så indstiller de produktionen.
Verden observerede dette kortvarigt allerede under corona-lockdown, da globale forsyningskæder brød sammen, og den globale produktion i perioder faldt med op til 50 procent. Inflation kan bevirke det samme — blot mere snigende.
For at forstå Kralls teser hjælper et blik på pengehistorien — som Krall forklarer udførligt i podcasten. Pengenes historie kan forenklet fortælles således: Fra byttehandel til guld, fra guld til guldindløselige papirpenge, fra guldindløselige papirpenge til rene løfter.
Den bedste guldstandard fandtes ifølge Krall omkring 1830: pengesedler, der var fuldt dækket af guld. I løbet af det nittende århundrede blev denne standard udvandet. I 1914 — ved starten af Første Verdenskrig — var kun en tredjedel af pengesedlerne faktisk gulddækkede. Alle krigsførende lande afskaffede indløsningspligten på krigens første dag.
Resultatet: Hyperinflationen i 1923 i Tyskland. Krall forklarer mekanikken: Rigsregeringen trykte penge til Ruhr-kampen trods advarsler. Fra en normal inflationsværdi op til 2.400 kvadrillioner procent i november 1923.
Efter Anden Verdenskrig skabte Bretton Woods-konferencen (1944) et nyt system: 35 dollar pr. troy ounce guld, alle andre valutaer fast knyttet til dollaren. D-marken startede med 4,20 DM pr. dollar. Det fungerede — så længe USA faktisk rådede over tilstrækkeligt guld. Efter Anden Verdenskrig lå der 22.000 tons guld in USA, næsten alt verdens valutaguld — optjent gennem våbenleverancer til briterne og sovjetterne, som altid havde betalt med guld.
Derefter: Koreakrigen, socialprogrammer, månelandingen, Vietnamkrigen. Guldet strømmede ud. I 1971 lå der stadig 8.000 tons i Fort Knox. Den 15. august 1971 suspenderede præsident Nixon guldindløsningspligten „midlertidigt". Midlertidigt gælder den dag i dag. Den amerikanske finansminister formulerede det præcist: „Dollaren er vores valuta, men jeres problem."
En historisk detalje fra podcasten: Tysklands Bundesbank-guld på i dag omkring 3.400 tons stammer ikke — som venstreorienterede kommentatorer nogle gange hævder — fra nazitiden. Naziguldet blev konfiskeret af de allierede i 1945. De 3.400 tons er hårdt optjente handelsoverskud fra Forbundsrepublikken, som under Bretton Woods blev omvekslet til guld.
Efter 1971 havde dollaren brug for et nyt grundlag. Løsningen — petrodollar-systemet: Olieeksporterende lande forpligter sig til udelukkende at sælge olie i dollar. Til gengæld modtager de amerikansk militærbeskyttelse. For alle andre lande betyder det: Den, der vil købe olie, har brug for dollar. Den, der har brug for dollar, skal skabe eksportoverskud over for USA.
I podcasten forklarer Krall den geopolitiske ligning: Venezuela ejer 18 procent af verdens oliereserver, Saudi-Arabien 15 procent, Iran 13 procent — tilsammen næsten halvdelen af de globale oliereserver. Venezuela forsøgte at sælge olie i yuan til Kina. Konsekvensen fulgte hurtigt. Iran er det manglende led i petrodollar-kæden.
Kralls tese: Den nuværende konflikt i Mellemøsten handler mindre om atomvåben eller Israel og mere om petrodollaren. Den, der kontrollerer petrodollaren, kontrollerer den globale valutafunktion.
BRICS-landene — Brasilien, Rusland, Indien, Kina, Sydafrika — diskuterer deres egen handelsvaluta som et alternativ til dollaren. Udgangssituationen er klar: Rusland og Kina ønsker ikke længere at få deres eksportoverskud betalt i en valuta, der systematisk devalueres.
Problemet med en BRICS-papirvaluta: Så ville det være det samme i grønt — det største overskudsland (Kina) ville være taberen. Altså løsningen: En guldstøttet valuta. Det arbejder BRICS aktivt på ifølge Krall.
Kina følger her en strategi, der stammer direkte fra Sun Tzus „Krigskunsten": Skjul din styrke. Provoker ikke en krig, som du ikke med 150 procents sikkerhed kan vinde. „Den bedste krig er den, man ikke behøver at føre, fordi modstanderen kapitulerer over for ens styrke" — sådan forklarer Krall den kinesiske doktrin. Kinas bruttonationalprodukt (købekraftskorrigeret) voksede fra 200 milliarder dollar i 1986 til omkring 40 billioner i dag. Med flid, kapitaldannelse og markedsøkonomi — ikke med sabelraslen.
Krall forklarer i podcasten mekanikken i de eskalerende centralbankredninger ved hjælp af ECB's balancesum:
Logikken: Enhver redning pumper dobbelt så meget likviditet ind i systemet som den forrige. Denne likviditet søger placering — og ender i stigende grad i dårlige investeringer, fordi risikoaversionen falder. Ved den næste krise har der derfor ophobet sig dobbelt så mange fejlinvesteringer. Derfor kræver den næste redning dobbelt så mange penge. Kralls prognose for den næste store krise: ca. 8 billioner euro.
Corona var ifølge Krall i sin kerne ikke en sundhedskrise, men en gigantisk stats- og bankredning — under dække af pandemien. „4 billioner nyprentede penge, det ville aldrig have været politisk gennemførligt uden det narrativ."
Hvis man vil vurdere Krall retfærdigt, skal man skelne mellem timing og strukturel retning.
Hvor han tog fejl — i timingen: Krall forudsagde det store systemnedbrud flere gange til at ske i den nærmeste fremtid. I 2019/2020 skulle det begynde. For 2021 forudsagde han en hyperinflation af euroen — den kom ikke. Inflationen steg kraftigt, til tider til omkring otte procent i Tyskland, men der var ingen spor af hyperinflation.
Hvor han havde ret — strukturelt:
Krall selv er mere direkte i podcasten end nogensinde før: „Problemet kan ikke længere bringes under kontrol. Tallene er ikke sådan, at der stadig findes en matematisk løsningsmodel uden massive gnidninger — enten gennem inflation eller gennem deflation."
Fra en overgældet verden er der ifølge Krall kun to udveje: Inflation, der udhuler gælden — eller deflation, der ender i statsbankerotter og virksomhedskonkurser, som derefter også sanerer gælden. Begge fører til samme resultat: Tilintetgørelse af gælden. Forskellen er kun, hvem der bærer omkostningerne.
I podcasten forklarer Krall et problem, som mange tyskere ikke er bevidste om: Den tyske nominelle formue — kontanter, opsparingsbøger, livsforsikringer, obligationer — udgjorde i 2020 omkring 6 billioner euro. Efter den kumulerede inflation fra 2020 til 2025 på omkring 22 procent ligger købekraften af disse opsparinger i dag på omkring 4,8 billioner euro. 1,2 billioner euro i købekraft er forsvundet — uden at nogen har stjålet dem. De er blevet omfordelt: til debitorerne, først og fremmest til staten.
Tyskere investerer historisk in nominelle værdier, mens franskmænd, italienere og grækere investerer i realaktiver (aktier, ejendomme, guld) — fordi de er vant til, at staten eksproprierer dem. Resultatet: Tyskland ligger på en af de sidste pladser i Europa, når det gælder gennemsnitsformue pr. indbygger. Selv græske husholdninger har i gennemsnit større formue end tyske.
Kralls tre-eger-princip — en tredjedel hver i aktier, guld og ejendomme — er ikke en eksotisk outsider-position. Det svarer til det, som mange konservative formueforvaltere har anbefalet i årtier. Investorer, der holder en del af deres portefølje i fysisk guld eller guld-ETF'er, følger dermed ikke blind alarmisme, men et robust diversificeringsprincip — som Krall selv har kodificeret.
Om centralbankernes strukturelle guldefterspørgsel: Hvordan centralbanker støtter guldprisen strukturelt med rekordkøb.
Fordi guld er det eneste udbredte betalingsmiddel, som der ikke står en centralbank bag. I Kralls scenarie — bankkrise, tillidstab til centralbanker, digitale centralbankpenge som erstatning — er guld den eneste formueform, der forbliver uden for det statskontrollerede finansielle system.
Ja. Creditreform, BIS og OECD har uafhængigt af hinanden beskrevet fænomenet med overgældede virksomheder. At konkursraten faldt til et historisk minimum indtil 2021 og siden da er steget igen, er dokumenteret af statistikker. Stridspunktet forbliver omfanget.
At bruge Kralls prognoser som et timing-instrument ville være risikabelt — han har taget fejl flere gange med hensyn til „hvornår". Som et strukturelt argument for en guldposition leverer han dog en af de mest kohærente begrundelser i det tysksprogede område: statsgæld, svindende købekraft af nominelle formuer, stigende global konkurrence om rollen som reservevaluta over for dollaren. Hvert af disse argumenter taler for guld som en strukturel porteføljesten.
Juridisk bemærkning: Denne artikel er udelukkende til informationsformål og udgør ikke investeringsrådgivning. Alle oplysninger er uden garanti. Kontakt venligst en uafhængig finansiel rådgiver, før du træffer investeringsbeslutninger.
