Der findes historiske billeder, som har brændt sig fast i den kollektive hukommelse.
Folk skubber trillebøre fulde af pengesedler gennem gaderne. Familier bruger deres løn med det samme, fordi pengene få timer senere allerede er mindre værd. En hel livstids opsparing forsvinder i løbet af kort tid.
Hyperinflationen i 1923 betragtes ofte som et afsluttet kapitel i historien. Men den egentlige lære heraf er tidløs:
Ikke enhver krise ødelægger formuer med det samme.
Men næsten enhver stor inflation ødelægger på et tidspunkt tilliden.
Mange mennesker definerer i dag formue ud fra kontostande, depoter eller digitale tal.
Det virker stabilt. Rationelt. Sikkert.
Men historisk set har penge i sig selv aldrig været automatisk sikre. Papirvalutaer fungerer primært, fordi folk har tillid til deres stabilitet. Hvis denne tillid rystes, ændres opfattelsen af værdi pludseligt.
Netop derfor har reelle aktiver ofte vundet betydning i krisetider:
Især guld har i den forbindelse gentagne gange spillet en særlig rolle.
Guld har ingen balance.
Ingen kvartalstal.
Ingen virksomhedsstrategi.
Og alligevel køber centralbanker verden over stadig guld i stort omfang.
Hvorfor?
Fordi guld besidder egenskaber, som moderne valutaer ikke fuldt ud kan erstatte:
Guld er derfor mindre en „investering“ i klassisk forstand. For mange mennesker er det snarere en monetær forsikring.
En sikring mod risici, som man ikke præcist kan forudsige:
Naturligvis kan dagens situation ikke uden videre sammenlignes med 1923.
Tyskland oplever ikke hyperinflation som dengang. Ikke desto mindre har rammebetingelserne ændret sig markant i de seneste år:
Samtidig vokser efterspørgslen efter fysiske ædelmetaller på verdensplan – både hos private investorer og hos centralbanker.
Dette tyder på en interessant udvikling:
Mange mennesker søger ikke længere kun afkast. De søger stabilitet.
Inflation virker ofte ikke spektakulært.
Den eksproprierer sjældent fra den ene dag til den anden.
Den arbejder langsomt.
År efter år falder den reelle købekraft. Aktiver bliver dyrere. Leveomkostningerne stiger. Penge mister gradvist deres styrke.
Problemet:
Nominelt forbliver meget det samme.
100.000 euro forbliver i første omgang 100.000 euro på kontoen.
Men det afgørende er ikke selve tallet, men hvad man fremover kan købe for det.
Netop på dette punkt begynder mange mennesker at beskæftige sig med reelle aktiver.
Guld garanterer ingen gevinster.
Prisen svinger.
Også guld kan falde over længere perioder.
Men historisk set viser det sig gang på gang:
I faser med monetær usikkerhed vinder fysisk besiddelse betydning både psykologisk og økonomisk.
Måske ligger gulds egentlige styrke her:
Ikke maksimalt afkast. Men tillid uden for det klassiske pengesystem.
Historien fra 1923 er mere end en historisk anekdote.
Den minder os om, at formue ikke kun består af tal – men af reel købekraft og tillid.
Og netop derfor beskæftiger mange mennesker sig i dag igen med spørgsmålet:
Hvilke værdier består, når de økonomiske rammebetingelser ændrer sig?
Guld er ikke et perfekt svar på dette.
Men for mange mennesker har det været en del af svaret i århundreder.
Bevar fremsynetheden
Deres Helge Peter Ippensen
