Hemingway om inflation og krig: Hvorfor hans citat fra 1935 virker aktuelt igen i dag
26. oktober 2026
I 1935 skrev Ernest Hemingway en sætning, som i dag igen bliver delt tusindvis af gange på sociale netværk.
I overført betydning:
Inflation er det første formodede vidundermiddel for et dårligt ledet land.
Krig det andet.
Begge dele kan på kort sigt foregive velstand – men på lang sigt virke ruinerende.
Det første spørgsmål ved sådanne citater bør altid lyde:
Denne gang lyder svaret:
Sætningen stammer fra Hemingways essay „Notes on the Next War: A Serious Topical Letter“, offentliggjort i september 1935 i Esquire.
Og dermed bliver historien væsentligt mere interessant.
Første verdenskrig lå kun 17 år tilbage.
Europa havde oplevet inflation, hyperinflation, økonomisk krise og politisk radikalisering.
Tyskland var allerede nationalsocialistisk.
Italien fascistisk.
Hemingway havde selv oplevet første verdenskrig og skrev sin tekst som en indtrængende advarsel mod en ny europæisk krig.
Fire år senere begyndte anden verdenskrig.
Hans sætning var derfor ikke en abstrakt samfundsøkonomisk teori.
Den var:
Overraskende interessant.
For inflation ændrer ikke kun priser.
Den ændrer også:
Lad os tage en stat, der har lånt 100 milliarder euro.
Gælden forbliver nominel:
100 milliarder.
Hvis det generelle prisniveau stiger betydeligt, falder den reelle værdi af disse 100 milliarder dog.
Staten betaler de samme euro tilbage.
Men disse euro har mindre købekraft.
Det er den centrale mekanisme.
Staten har:
gæld.
En investor har:
kravet på den.
Uventet inflation forskyder reel velstand fra kreditor til skyldner.
IMF har undersøgt denne effekt.
Inflationschok kan i første omgang reducere den offentlige gældskvote.
Nominelle statsindtægter stiger.
Udgifter reagerer delvist med forsinkelse.
Og allerede eksisterende nominel gæld mister reel værdi.
Det fungerer dog kun i begrænset omfang.
Hvis kreditorer permanent forventer en inflation på fem procent, låner de ikke fortsat penge til en stat til to procent.
De kræver:
højere renter.
Dermed stiger finansieringsomkostningerne.
Udgifter tilpasser sig.
Lønninger genforhandles.
Kontrakter ændrer sig.
Den oprindelige fordel forsvinder.
Netop derfor er inflation ikke en gratis måde at slippe af med statsgæld på.
Det gør hans ord „temporary“ så interessant.
På kort sigt kan en samfundsøkonomi se nominelt større ud.
Omsætningen stiger.
Skatteindtægterne stiger.
Lønningerne stiger på et tidspunkt også.
Formuepriser kan stige.
Men det afgørende er ikke:
Men derimod:
Det er forskellen på nominel og reel velstand.
Den tyske inflationsrate lå i september 2026 på:
I eurozonen:
Især energi drev priserne op.
Selvfølgelig følger det ikke heraf:
at inflationen er blevet skabt bevidst.
Denne påstand ville være useriøs.
Krige, energipriser, forsyningskæder, pengepolitik, finanspolitik, lønudvikling og forventninger kan påvirke den inflationære udvikling.
Men for den private husholdning forbliver resultatet i første omgang det samme:
Men inflation virker kumulativt.
Antag, at prisniveauet stiger med gennemsnitligt tre procent hvert år i ti år.
Så koster noget, der i dag koster 100 euro, efter ti år ca.:
Det betyder ikke, at man automatisk er blevet 34 procent fattigere.
Indkomst og formue kan også stige.
Men kontanter, der bare bliver liggende uændret, mister reel købekraft.
Og netop derfor er inflation relevant for opsparere.
Her skal man være endnu mere forsigtig.
Krige kan på kort sigt øge den målte økonomiske aktivitet.
Staten bestiller:
kampvogne.
ammunition.
køretøjer.
fly.
udstyr.
Mennesker bliver beskæftiget.
Fabrikker producerer.
Det indgår i bruttonationalproduktet.
Men at konkludere heraf, at krig skaber velstand, ville være en fundamental fejl.
En kampvogn, der produceres og efterfølgende ødelægges, øger i første omgang den målte økonomiske aktivitet.
Samfundet får dog ikke automatisk mere velstand af den grund.
Tværtimod.
Krig ødelægger:
menneskeliv.
bygninger.
infrastruktur.
virksomheder.
produktionskapacitet.
humankapital.
tillid.
Og ofte også:
valutaer.
Netop derfor er Hemingways sammenstilling så virkningsfuld.
Inflation og krig kan skabe nominel økonomisk aktivitet.
Men aktivitet er ikke automatisk:
Hvordan beskytter et samfund reserver mod usikkerhed?
Interessant nok besvarer centralbanker i dag dette spørgsmål anderledes end for blot få årtier siden.
De køber:
I de seneste fire år ca.:
Det er omtrent dobbelt så meget som gennemsnittet i det foregående årti.
Og 89 procent af de aktuelt adspurgte centralbanker forventer yderligere stigende globale guldbeholdninger.
45 procent ønsker at øge deres egne reserver.
Ikke fordi centralbanker tror:
„Krigen kommer, så køb guld.“
Så simpel er reserveforvaltning ikke.
Guld besidder snarere nogle egenskaber, der adskiller sig fra klassiske finansielle aktiver.
En statsobligation er:
et krav mod en stat.
Et bankindestående:
et krav mod en bank.
En virksomhedsobligation:
et krav mod en virksomhed.
Fysisk guld derimod:
Det er ikke en vurdering.
Det er en beskrivelse af dets struktur.
Det giver ingen rente.
Det medfører lageromkostninger.
Prisen svinger betydeligt.
Og det kan i årevis klare sig dårligere end aktier eller obligationer.
Derfor lyder den seriøse konklusion ikke:
Sondern:
Netop derfor kalder man det:
diversificering.
En typisk husholdning ejer måske:
bankindeståender.
livsforsikring.
pensionskrav.
obligationer.
kontanter.
Alle disse positioner måles i penge.
Mange af dem er betalingsløfter.
Det kan være fuldstændig fornuftigt.
Men samtidig melder spørgsmålet sig:
Netop her kan et fysisk aktiv udfylde en anden funktion.
Også det ville være en myte.
Guld reagerer på kort sigt på:
realrenter.
dollar.
likviditet.
investorpositionering.
centralbankpolitik.
risikoaversion.
Og mange andre faktorer.
Det kan derfor sagtens ske, at inflationen er høj, og guld alligevel falder.
Den, der betragter guld som en kortsigtet inflations-trade, kan blive skuffet.
Hvor stor en del af min formue ønsker jeg at have i:
betalingsløfter?
virksomhedsandele?
ejendomme?
likviditet?
Og:
fysiske aktiver?
Der findes ikke noget universelt svar på det.
Men det er det rigtige spørgsmål.
Ikke fordi en forfatter fra 1935 forklarer os den rigtige investering i dag.
Det gør han ikke.
Men fordi han minder os om noget, der hurtigt går tabt i nominelle tal:
Flere statsudgifter er ikke automatisk mere velstand.
Mere produktion til en krig er ikke automatisk mere velstand.
Og højere formuepriser er ikke automatisk mere købekraft.
Hvad kan vi producere?
Hvad kan vi forbruge?
Hvad ejer vi?
Hvor produktive er vi?
Og hvilken købekraft bevares af vores formue?
Måske er Hemingways advarsel derfor stadig relevant efter 91 år.
Ikke som en investeringsanbefaling.
Men som en påmindelse om en fundamental forskel:
Og den, der ønsker at bevare formuen på lang sigt, bør forstå netop denne forskel.
Forbliv fremsynet.
Venlig hilsen
Helge Peter Ippensen
Bemærk: Dette indlæg er udelukkende til informationsformål og udgør ikke investerings-, skatte- eller juridisk rådgivning eller en opfordring til køb eller salg af ædle metaller eller finansielle instrumenter.
