Tyskland har nogle af de største guldreserver og egen gas i undergrunden – og importerer fracking-gas fra udlandet
28. september 2026
0,32 til 2,03 billioner kubikmeter.
Så store vurderede Bundesanstalt für Geowissenschaften und Rohstoffe (BGR) i 2016 de teknisk udvindelige skifergasressourcer i Tyskland til at være.
En betydelig del heraf:
under Niedersachsen. Bundesgerichtshof
Ikke desto mindre har den kommercielle indvinding af denne ukonventionelle naturgas været forbudt i Tyskland siden 2017.
Samtidig importerer Tyskland naturgas.
Og alene i 2025 kom der 106 terawatt-timer LNG ind i landet via tyske terminaler.
Cirka:
af denne tyske LNG-import stammer fra USA. Bundesnetzagentur
Et land med betydelige potentielle gasressourcer i egen undergrund importerer altså i dag blandt andet naturgas fra et land, hvis gasboom i høj grad blev muliggjort af fracking.
Hvordan kunne det gå så vidt?
Den viser politik, ministerier, videnskab, industri, miljøorganisationer, medier og Rusland i et stort relationsdiagram.
Budskabet:
Videnskabsfolk anså fracking for at være håndterbart.
Rusland ønskede at bevare sin position som gasleverandør.
Miljøorganisationer advarede mod fracking.
Medierne forstærkede denne frygt.
Politikerne fulgte til sidst modstanderne.
I 2016/17 kom forbuddet.
Og Tyskland forblev afhængig af importeret gas.
Det er en fascinerende historie.
Men:
Tyskland besidder faktisk betydelige skifergasforekomster.
BGR undersøgte dem i årevis.
For Tyskland vurderede de til sidst de teknisk udvindelige ressourcer til:
0,32 til 2,03 billioner kubikmeter. Bundesgerichtshof
Vi taler dermed ikke om en geologisk kuriositet.
Vi taler om en potentielt betydelig energiressource.
Det er netop her, det bliver kompliceret.
For:
er også i forbindelse med fracking en problematisk sætning.
BGR undersøgte blandt andet spørgsmålet om, hvorvidt væsker ved fracking kunne trænge gennem klipperne op til de overfladenære grundvandsboringer.
For de geologiske forhold i Nordtyskland vurderede de denne direkte vej som:
ekstremt usandsynlig. Bundesgerichtshof
Det lyder umiddelbart som en afblæsning af faren.
Men det er ikke en fuldstændig risikovurdering.
For mulige problemer opstår ikke kun dybt under jorden.
Borehulsintegritet.
Kemikalier.
Flowback.
Transport.
Lagring.
Metanemissioner.
Induceret seismik.
Alt dette hører også med til vurderingen.
UBA advarede mod risici, især for grundvandet, og henviste til usikkerheder ved kemikalier og spildevand.
I 2012 anbefalede sagkyndige på vegne af UBA derfor ikke at anvende ukonventionel fracking i stor skala, men – hvis overhovedet – at gå frem trinvis og under tæt videnskabelig overvågning. Umweltbundesamt
Også senere forblev UBA skeptisk.
I 2023 argumenterede de for, at indvinding af skifergas hverken var nødvendig på kort sigt eller hurtigt kunne yde et væsentligt bidrag mod gasmangel eller høje priser; desuden passede det på lang sigt ikke ind i en drivhusgasneutral energiforsyning. Umweltbundesamt
Dermed bliver én ting tydelig:
Der var forskellige videnskabelige vurderinger af risici, fordele og håndterbarhed.
Den 24. juni 2016 stemte Forbundsdagen.
Resultat:
435 ja
109 nej
9 hverken/eller
Ukonventionel fracking blev principielt forbudt. Deutscher Bundestag
Og her er en vigtig korrektion til grafikken nødvendig.
Forbuddet var ikke blot en grøn beslutning.
Tyskland blev regeret af:
CDU/CSU og SPD.
Det var dem, der vedtog loven.
De Grønne og Die Linke krævede endda mere vidtgående forbud. Deutscher Bundestag
Dette er vigtigt, når man i dag diskuterer ansvar.
Og dermed kommer vi til det egentligt interessante punkt.
Tyskland valgte ikke naturgas fra.
Tyskland valgte at lade være med at udnytte en bestemt indenlandsk naturgaskilde.
Behovet for gas bestod.
Derfor måtte gassen komme andetstedsfra.
I årevis spillede Rusland en fremtrændende rolle i den forbindelse.
Nord Stream blev symbolet på denne strategi.
Økonomisk set virkede det længe attraktivt:
store mængder,
rørledningsinfrastruktur,
forholdsvis billig forsyning.
Geopolitisk skabte det dog en koncentrationsrisiko.
Ruslands angreb på Ukraine ændrede den europæiske energiarkitektur fundamentalt.
Tyskland måtte på kort tid diversificere sin gasforsyning.
LNG-terminaler skød op.
Nye forsyningskæder blev etableret.
Andre leverandørlande fik større betydning.
Og dermed opstod en bemærkelsesværdig situation.
I 2025 kom der via tyske LNG-terminaler:
106 TWh naturgas.
Det svarede til 10,3 procent af al tysk gasimport.
Ifølge oplysninger fra BDEW stammer cirka:
af disse LNG-mængder fra USA. Bundesnetzagentur
Og USA blev netop gennem udnyttelsen af ukonventionelle olie- og gasforekomster til en af verdens største energiproducenter.
Man kan derfor stille et ubehageligt spørgsmål:
Der findes ikke noget enkelt svar på det.
For også transportveje, metanemissioner, lokale miljøforhold og produktionsstandarder skal sammenlignes.
Men spørgsmålet er legitimt.
Her skal vi holde tungen lige i munden.
Grafikken antyder:
Rusland ønskede at forhindre tysk konkurrence.
Russiske medier spredte negative historier.
Miljøgrupper tog disse narrativer til sig.
Politikerne fulgte efter.
Fracking blev forbudt.
Dermed forblev Tyskland afhængig af russisk gas.
Det ville være en voldsom historie.
Selvfølgelig havde Gazprom en økonomisk interesse i at sælge så meget russisk gas som muligt til Tyskland.
Selvfølgelig ville en omfattende tysk gasindvinding potentielt have konkurreret med importgas.
Men deraf følger ikke nødvendigvis:
Rusland har forårsaget det tyske fracking-forbud.
Der mangler et solidt bevis for denne konkrete årsagssammenhæng.
Og netop derfor bør vi ikke præsentere det som en kendsgerning.
For et andet problem er fuldt ud dokumenteret:
Tyskland valgte en energiarkitektur, som i årevis indebar en betydelig importafhængighed.
Det fungerede, så længe leverandørforholdene var stabile.
Da den geopolitiske situation ændrede sig, blev et gunstigt leverandørforhold til en strategisk risiko.
Og det er netop her, den større økonomiske historie begynder.
Det gælder ikke kun for energi.
En virksomhed kan stole fuldt ud på én leverandør.
En stat på én energileverandør.
En investor på én aktivklasse.
En samfundsøkonomi på én teknologi.
Så længe alt fungerer, fremstår diversificering ofte som ineffektiv.
For redundans koster penge.
Alternative forsyningskæder koster penge.
Reserver koster penge.
Lagerføring koster penge.
Diversificering kan koste afkast.
Indtil det usandsynlige sker.
Så får redundans pludselig en pris.
Det er ikke tilfældigt, at Tyskland besidder en af verdens største statslige guldreserver.
Guld producerer ikke strøm.
Det erstatter ikke naturgas.
Det løser ingen energipolitiske problemer.
Men logikken bag strategiske guldreserver er forbløffende ens.
Men modstandskraft.
Fysisk guld er ikke et krav mod en skyldner.
Det kræver ikke en udenlandsk udsteder, der skal opfylde sine forpligtelser.
Det har ingen rørledning.
Og ingen kontraktpartner, hvis politiske interesser kan ændre sig.
Til gengæld medfører det lageromkostninger.
Det betaler ingen renter.
Og markedsprisen svinger.
Også her betaler man altså for diversificering.
Ikke:
Fracking var rigtigt.
Og heller ikke:
Fracking var forkert.
Denne beslutning kræver en afvejning af miljø-, klima-, økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser.
Den vigtigere lære lyder:
For forsyningssikkerhed har en værdi.
Diversificering har en værdi.
Og uafhængighed har nogle gange en værdi, som i normale tider er næsten usynlig.
Det gælder for energi.
For forsyningskæder.
For valutaer.
Og også for formue.
Spørgsmålet er derfor ikke kun:
Hvad er billigst i dag?
Men derimod:
Måske er det netop forskellen på effektivitet og modstandskraft.
Forbliv fremsynet.
Deres
Helge Peter Ippensen