10 billioner euro „dovne penge“? Hvad EU planlægger med Europas opsparinger
8. oktober 2026
10.000.000.000.000 euro.
Så mange penge har europæiske husholdninger ifølge EU-Kommissionen stående på bankkonti.
Ti billioner euro.
Og Ursula von der Leyen bruger et bemærkelsesværdigt ord om dem:
Dovne.
Træge.
Inaktive.
Den 27. august talte formanden for Europa-Kommissionen til franske erhvervsledere i Paris.
Hendes budskab var entydigt:
Europa har opsparinger nok.
Men for få af dem finansierer europæiske virksomheder.
Ordret sagde hun på fransk:
„Malheureusement, cette épargne est paresseuse.“
I den officielle engelske version bliver det til det betydeligt mildere:
„those savings are sitting idle“.
Ordvalget er bemærkelsesværdigt.
Men endnu mere interessant er det, der følger efter.
Von der Leyen opgjorde de europæiske husholdningers private bankindeståender til:
Derefter sagde hun i overført betydning:
Europa skal i højere grad stille disse opsparinger til rådighed for sine virksomheder.
Netop det skal den såkaldte:
sørge for. [Acceptance] Audiovisual Service
Bag dette noget tekniske navn gemmer der sig et stort økonomisk-politisk projekt.
Europa har brug for kapital.
Til:
Digitalisering.
AI.
Energi.
Infrastruktur.
Forsvar.
Start-ups.
Industri.
Transformation.
Og en betydelig del af denne kapital skal komme fra private formuer.
Så enkelt er det ikke.
Og netop her bliver mange opslag på de sociale medier upræcise.
I øjeblikket er der ingen beslutning om, at private bankindeståender mod ejernes vilje skal konverteres til aktier, fonde eller virksomhedsfinansiering.
Der findes heller ikke nogen „tvangsinvestering“ af de ti billioner euro.
EU-Kommissionen forfølger snarere en anden tilgang:
Til det formål skal der oprettes såkaldte Savings and Investment Accounts eller de skal udbygges i medlemsstaterne.
De skal give ukompliceret adgang til:
Aktier,
Obligationer,
Fonde
og andre kapitalmarkedsprodukter.
Kommissionen beskriver udtrykkeligt:
Og:
Der er derfor ikke tale om en tvungen omdirigering af opsparingskontoen.
For selvfølgelig ønsker EU at ændre adfærd.
Det siger den helt åbent.
I dag står store dele af den europæiske pengeformue på bankkonti.
Efter Kommissionens opfattelse skal mere heraf i fremtiden flyde ind i:
Kapitalmarkederne
og dermed indirekte ind i:
Virksomheder
fließen.
Til det formål kan der skabes skattemæssige fordele.
Investeringskonti skal gøres enklere.
Den finansielle dannelse skal forbedres.
Kapitalmarkederne skal vokse stærkere sammen i hele Europa.
Og ved supplerende pensionsopsparing diskuterer og støtter EU endda automatisk tilmelding med mulighed for senere opt-out. Finance
Det er ikke ekspropriation.
Men det er:
Og det kan man bestemt diskutere.
Her bliver historien endnu mere interessant.
For samfundsøkonomisk kræver udsagnet i det mindste en forklaring.
Hvis du har 20.000 euro på din bankkonto, ligger disse 20.000 euro ikke nødvendigvis som bundter af pengesedler i en boks.
Din konto er regnskabsmæssigt:
For banken er indeståendet en forpligtelse.
På den anden side af dens balance står aktiver:
Virksomhedslån.
Realkreditlån.
Værdipapirer.
Likviditet.
Pengene er altså ikke bare „uproduktive“.
Økonomen Peter Bofinger har netop kritiseret dette punkt offentligt. Hans argumentation:
Bankindeståender er en del af et allerede fungerende bankfinansieringssystem.
Blot at kalde dem „inaktive“ sammenblander bankfinansiering og kapitalmarkedsfinansiering. LinkedIn
For banklån er ikke det samme som egenkapital.
En ung teknologivirksomhed, der måske ikke genererer overskud i ti år, kan ofte være svær at finansiere via et klassisk banklån.
Den har brug for:
Og det findes der betydeligt mindre af i Europa sammenlignet med USA.
Europæiske virksomheder flytter derfor delvist til USA eller bliver opkøbt af investorer uden for Europa.
Også centralbankchefer og internationale institutioner ser fragmenteringen af de europæiske kapitalmarkeder som en væksthæmmer. Bank for International Settlements
Diagnosen er altså ikke grebet ud af den blå luft.
Man kan diskutere terapien.
„Dovne penge.“
Selv hvis man forstår den økonomiske hensigt, er udtrykket bemærkelsesværdigt.
For hvorfor står der penge på en konto?
Måske som:
Nødreserve.
Kapital til boligkøb.
Pensionsopsparing.
Likviditetsreserve for en selvstændig erhvervsdrivende.
Opsparing til uddannelse.
Eller slet og ret fordi ejeren ikke ønsker at løbe en kursrisiko.
Set fra en politikers synspunkt kan denne kapital fremstå som „inaktiv“.
Set fra ejerens synspunkt opfylder den muligvis en meget konkret funktion:
Und hier treffen zwei Perspektiven aufeinander.
Politikken spørger:
Hvordan finansierer vi Europas investeringsbehov?
Borgeren spørger:
Hvordan ønsker jeg at placere min formue?
Begge er legitime spørgsmål.
De er bare ikke det samme.
Von der Leyen nævnte også et konkret tal i Paris.
Forslag om securitisering, bank- og forsikringsinvesteringer samt stærkere integrerede kapitalmarkeder kunne ifølge hendes fremstilling:
frigøre yderligere investeringer. [Acceptance] Audiovisual Service
Dermed står det klart:
Savings and Investments Union er ikke et lille finansmarkedsprojekt.
Det handler om den fremtidige struktur for den europæiske kapitalforsyning.
For det første:
Slet intet med en påstået forestående ekspropriation.
Den, der udleder heraf:
„Bruxelles vil tage opsparingskontoen, så køb guld“
forenkler fakta lige så meget som påstanden om, at Europas bankindeståender er økonomisk fuldstændig betydningsløse.
Den interessante sammenhæng ligger dybere.
Et bankindestående er et krav mod en bank.
En virksomhedsobligation er et krav mod en virksomhed.
En statsobligation er et krav mod en stat.
En fond er et juridisk og teknisk organiseret investeringsinstrument.
Alle disse formueformer har fornuftige funktioner.
Men de har:
Fysisk guld fungerer anderledes.
En guldbarre er ikke et krav mod en debitor.
Den betaler dog heller ikke renter.
Dens pris kan svinge meget.
Opbevaring koster penge.
Guld er derfor heller ikke „bedre penge“ til ethvert formål.
Men det har en anden struktur.
Det interessante spørgsmål er ikke:
Bankkonto eller guld?
Heller ikke:
Aktier eller guld?
Men derimod:
Likviditet.
Produktiv kapital.
Ejendomme.
Krav.
Fysiske aktiver.
En robust formuestruktur kan kombinere flere af disse kategorier.
Ikke:
„dovne“.
Men derimod:
For før politikere diskuterer, hvordan private opsparinger kan anvendes mere produktivt, bør ét princip forblive en selvfølge:
Beslutningen om privat formue ligger hos ejeren.
Politikken må gerne skabe incitamenter.
Den må gerne forbedre kapitalmarkederne.
Den må gerne fremme finansiel dannelse.
Men mellem:
„Vi gør investering mere attraktivt“
og
„Dine penge skal arbejde, hvor vi har brug for dem“
er der en fundamental forskel.
Indtil videre befinder EU sig på den første side af denne grænse.
Netop derfor er det værd at holde nøje øje med, hvordan Savings and Investments Union udvikler sig.
For ti billioner euro er en størrelsesorden, hvor sprog og politisk konstruktion ikke er uvæsentlige.
Bevar det lange lys.
Venlig hilsen
Helge Peter Ippensen
